En stor fælles kraftanstrengelse

Julebasaren er årets største arrangement i Frederikskirken! Det er ægte dansk julestemning. Basaren bliver altid afholdt den første weekend i advent

Mellem 3-4000 mennesker besøger Frederikskirken i løbet af julebasaren, hvor hele kirken omdannes til ét stort julemarked. Her vil du kunne købe alt, hvad du har brug for til at holde en dansk jul i Frankrig. Inde i kirkerummet er der boder, som sælger alt fra flæskesteg og rødkål til lakridser, nisser og kalenderlys.

Læsesalen og kælderen er indrettet som restauranter, hvor maverne kan fyldes med bl.a. smørrebrød, frikadeller, kartoffelsalat og ris à la mande. Har du mere lyst til fadøl og hotdogs eller gløgg og æbleskiver, er ølteltet på kirkens terrasse stedet!

Julebasaren er et traditionsfyldt og hyggeligt arrangement, som samtidigt er helt afgørende for kirkens økonomi. Overskuddet fra julebasaren går nemlig ubeskåret til det kirkelige, kulturelle og sociale arbejde, som kirken udfører resten af året. Derfor er vi helt afhængige af og meget taknemmelige for den store frivillige indsats, som får julebasaren til at køre rundt år efter år.

Vil du være frivillig? Så send gerne en mail til vores ungdomsrådgiver: ungkontor@frederikskirkenparis.dk 

Ophavsret: