Jobsøgning
De jobs, du typisk kan få som ung udlænding, er inden for restaurationsbranchen, babysitning eller rengøringsjobs. Det arbejde, der tilbydes inden for restaurationsbranchen, er ofte på udenlandske kæder som Cojean, McDonalds og Burger King, hvilket af og til betyder, at der ikke tales fransk hele tiden.
For at søge arbejde i Paris skal du skrive et CV på fransk, fx. inddelt i uddannelsesbaggrund, erhvervserfaringer, sproglige evner og evt. interesser. Nogle steder vil også gerne have et motivationsbrev ”lettre de motivation”: En kort beskrivelse af, hvorfor du gerne vil arbejde „lige netop dér", og hvorfor du vil være egnet til jobbet. Nogle vedlægger også et billede af sig selv.
Selve jobsøgningen foregår oftest på den måde, at du går fra sted til sted med dine papirer. I Paris er arbejdsgiverne vant til at få mange henvendelser om ugen, og det er derfor ikke sikkert, at du hører noget, hvis du blot sender en mail, ringer til dem eller sender din ansøgning med posten.
Arbejdsugen i Frankrig er i princippet på 35 timer, mens mindstelønnen (SMIC - Salaire Minimum de Croissance) ligger på 10,25 €/time brutto. Hvis man arbejder inden for restaurationsbranchen, kan arbejdstiden godt være delt i to perioder; frokost og aften.
Frederikskirken har en opslagstavle med forskellige jobtilbud fra privatpersoner og virksomheder, som du kan se online her samt på vores fysiske opslagstavle placeret i kirkens indgang. Vi gør opmærksom på, at Frederikskirken blot agerer platform for opslag, og at en eventuel aftale og kontrakt indgåes mellem parterne på eget ansvar. Også Facebookgruppen 'Padam Padam ' er god at anvende til at finde jobs. Ved at kigge gennem feed'ets tidligere opslag kan du også finde inspiration til arbejdspladser, der gerne ansætter danskere - også selvom man (endnu ikke kan så meget fransk).
Oprettelse af bankkonto
Det kan være lidt omstændigt at få oprettet en bankkonto. Hvis du er au pair, har du måske slet ikke brug for det, ellers kan det være en fordel at få åbnet en konto i familiens bank.
Det er lettest og mest sikkert at vælge en af de store banker, f.eks. BNP, Crédit Agricole, Credit Lyonnais, CIC eller Société Générale.
For at få oprettet en konto skal du typisk medbringe: Pas, boligbevis "Justification de domicile" (fx el-regning med dit navn på). Hvis du bor hos nogen, skal du medbringe din lejekontrakt og muligvis også en fotokopi af vedkommendes ID-kort, samt en el-regning med udlejerens navn på. De fleste banker kræver også, at du kan dokumentere, at du får løn eller anden form for fast indtægt.
Ring eventuelt til din udvalgte bank i første omgang og aftal et møde for at få åbnet kontoen. Hvis du holdes hen, så forsøg dig med en ny bank. Det kan lade sig gøre, så tag ikke nødvendigvis et nej for et nej.
Din franske fritid
En god måde at møde franske venner på er ved at melde sig til en eller form for aktivitet, fx. en sportsgren, tegne- og malekurser, kor og meget andet. Mangler du inspiration kan du henvende dig ved Centre d'Information et de Documentation Jeunesse (CIDJ), der er et ungdomscenter åbent for alle. Adressen er 101, quai Branly, 75015 Paris. Metro: Bir Hakeim. Der er også inspiration at hente hos Association pour le Developpement de l'Animation Culturelle de la ville de Paris (ADAC). Her udbydes aktiviteter indenfor mange områder som dans, teater, musik, og diverse kunsthåndværk.
Du kan finde oplysninger om de fleste aktiviteter på rådhuset "La Mairie". Hôtel de Ville i 4. arrondissement (metro: Hôtel de Ville) er rådhuset for hele Paris. Derudover er der lokale rådhuse i hvert arrondissement.
Er du nysgerrig efter at vide, hvad der ellers rører sig i byen, så klik ind på www.anousparis.fr , www.paris.fr eller www.parisinfo.com og bliv opdateret!
Inspiration til jobsøgningen
Se eksempler på franske CV'er (fransk)
Læs om det franske motivationsbrev (fransk)
Oversættelser
Hvis du har brug for at få oversat dokumenter fra dansk til fransk, kan Frederikskirkens ungkontor desværre ikke hjælpe, da der kræves en autoriseret oversættelse.
Find en translatør på ambassadens liste ved at følge dette link.