Tekst af Sigrid Trane

Det bugner med museer i Paris. ”Mesterværker”, ”overdådige skatte” og ”verdensberømte malerier” er bestemt ikke svære at finde i denne kulturbevidste by. Jeg har derfor valgt at tage et smut forbi Verdens største museum, Louvre:

De første skridt er taget forbi ”Entrée”-skiltet, og jeg omringes straks af kolossale mure, hvis vægt virker enorm på grund af tyngden fra alle malerierne. Et sus af storhed rammer mig i ansigtet og rummet følespludseligt fremmed og en anelse utrygt. Som skridtene går sin gang, og mine øjne har vandret forbi en række malerier, som forestiller den ene jomfru med buttede babyer i armene og dunkle malerier af gravalvorlige fyrster, hvis mundviger hænger helt ned til knæene, efter den anden, ender alt pludselig med at bliver én brun muddermasse, som når man har blandet de forkerte farver sammen på paletten. Fødderne er blevet ømme efter de mange skridt og tankerne kredser i stedet om glæden ved, at derkommer et nyt afsnit af ”Kender du typen” på DR1 i aften. En boblende kildren kryber sig op igennem min hals, og jeg må klemme læberne godt sammen for ikke at udløse et kæmpe gab.

Pludselig står jeg foran ”Madonna i Grotten” malet af den verdensberømte maler og opfinder Leonardo da Vinci. Et maleri og en kunstner, der er skrevet uendeligt mange bøger om. Men min forsvundne glæde og fantasi, gør blot maleriet fjern og ganske ligegyldig. Andre virker pludselig finere og kløgtigere, og jeg ånder lettet op ved synet af ”Sortie”-skiltet få meter fremme. Fødderne får nyt liv, og som var jeg fløjet afsted, rammer den friske luft mig endelig i ansigtet. En skyldfølelse ligger sig som et tykt og tungt tæppe over mig. Hvorfor vækker maleriet, som skulle være fyld af symboler og mystik, for slet ikke at tale om den enorme værdi, ikke nogle følelser i mig?

Museet står tomt tilbage i mit memoer, som et stort sort hul. Museet kan på en eller anden måde gøre en utryg, og det gælder også dem, der elsker kunst. For på forhånd virker kunst ophøjet, eller også går den bare lige hen over hovedet. Men giv ikke op!
Man behøver ikke altid at forstå disse mystiske malerier! Tænk f.eks. på de rare stunder sammen med familie eller venner, hvor stilheden har lagt sig. Blot omgivelserne og selve det at være der, føles lige så gode, som når man har en heftig samtale kørende og en mund fuld af ord. Glem at man ofte tror, at andre ved mere end en selv, for lige så meget, som der findes et hav af værker, lige så mange måder er der også at nyde det at gå på museum på. Prøv så en gang til, tag mod til dig og smut forbi det enorme museum igen. Museet er ikke blot fyldt med kunst fra en fjern tid, men også et sted med en historie, der vokser ved dit besøg.

Specielt Louvre er propfyldt med mennesker, der føler, tænker og holder af vidt forskellige ting. Prøv at lytte til den summende lyd af menneske pludren, knitrende tøj og skotramp, når en guidet flok buldrer forbi, eller den magiske og mystiske stilhed, der nogle gange er til stede. Betragt vagterne, der til tider er ved at falde ned af stolen i en døsighed af søvn. Sæt dig på en af sofaerne, som er placeret rundt i de mange rum og læg mærke til de forskellige mennesker: Her er både, chikke pariserinder, emsige kinesere, studerende unge, håndværkere, mødre og fædre, børn
og gamle – alle og enhver. Begynd nu at lægge mærke til de overdådige guldrammer eller kig op i loftet og nyd de smukke sirlige mønstre, som mennesker for mange år siden, har brugt flere dage på at lave. Lydt til de knirkende gulve, der er blevet betrådt af mennesker. Alt dette indeholder museet også. De kolossale mure er rammen for et mesterværk fuld af liv. Et maleri fyldt med mange individer og mange historier, der ikke er ens. Og måske ved denne opmærksomhed, begynder malerierne at virke mindre fremmede. Malerierne farver rummet dunkelt, koldt eller varmt. Blå, hvide og røde uniformer knitrer og mudrede støvletramp fylder rummet. Flaksende vinger og nymfesang fylder dine ører. Malerierne begynder at fortælle historier. Fortællinger der hører en fortid til, men en historie, der blot bliver større med de mange besøgendes egne ideer.

Det er en kunst at gå på museum. Du maler og danner selv din egen oplevelse på din færd gennem Louvre. Det er et rum, hvor der er plads til alle, et sted, som har og vil se mange individer i alle størrelser. Kunsten opstår først gennem mødet med din egen fortælling. Du behøver ikke at kunne forklare, hvad du synes om dem, men blot fornemme og føle dig frem. Kloge analyser eller penge rækker ikke langt, for det er ikke dem, der bestemmer hvem du er og hvordan din kunst skal se ud.

Det er kun dig selv.