Søndag d. 7. april 2019, kl. 13:00

Forfatterne til bogen "Filmens København – Hovedstaden i levende billeder", Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne, vil denne søndag tage publikum med på en både morsom og nostalgisk tur gennem filmhistoriens København.

Hvad fortæller filmenes visuelle festforestilling om vores forestillinger om København? Hvad føjer historierne fra filmens København til vores indtryk af virkelighedens by? Lægger København op til en bestemt type fortællinger, og præger virkelighedens by filmens fiktive skildringer – eller vice versa?

Kunsten elsker København, og både billedkunsten og litteraturen har i mangfoldige mængder sat ord og farver på byen – lige fra Bønnelyckes besyngelse af Rådhuspladsen og Vilhelm Hammershøis evakuerede gadebilleder til Dan Turèlls Vesterbro-vandringer og HuskMitNavns grafittimalerier. Som et af de nyere arkæologiske lag lægger filmkunsten sig oven på dem og tilføjer tempo, lyde og en næsten kropsliggjort, fænomenologisk udforskning af byens rum. I filmens fysiske rumlighed finder byen sted som en sanselig oplevelse, der mimer virkelighedens vandringer gennem byen ved at omslutte tilskueren med både lyde, syns- og tempoindtryk. Filmen forsøger at gengive oplevelsen af København, men uanset hvor virkelighedstro et udgangspunkt filmene måtte have, sprænger de rammerne for realismen, da filmbillederne på én gang er virkelige og uvirkelige. Deri ligger selvefilmkunstens poesi.

Inden foredraget vil det være muligt at købe en let anretning.

Sted
Rue Lord Byron 17, 75008 Paris, Frankrig
Pris
-