Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Hilsen fra ungdomsrådgiveren

Hilsen fra ungdomsrådgiveren
Udgivet af Frederikskirken Paris, man d. 30. aug 2021, kl. 09:13
Aktuelt

Nu er jeg der, hvor jeg skal være

 Og så slet ikke alligevel. For det er jo her i Frederikskirken på Rue Lord Byron nummer 17, at jeg lige så stille i januar 2020 begyndte at slå mine allerførste rødder, da jeg startede i stillingen som ungdomsrådgiver. Jeg vidste jo godt, at det var på lånt tid. Det stod jo allerede forklaret sort på hvidt i den kontrakt, som jeg endda selv havde skrevet under på. Men som mange andre danskere i Paris sikkert tidligere har oplevet det, så fandt jeg hjem i Frederikskirken. Der var højt til loftet, masser af hjerterum, kaffe på kanden og en læsesal (og ofte mere til!) fuld af andre dansktalende, der ligesom jeg havde taget springet og sagt au revoir le Danemark for at søge lykken og lyset og måske et job i Paris. For lykken – eller noget der minder om - findes faktisk i Paris. Det ved mange af os jo godt. Især os, der rejste ud blot for en kort stund, men endte med at blive hængende i tre, ti, femten eller for nogles vedkommende mere end halvtreds år. Men erfaringen har også lært os, at lykken i Paris nogle gange kan smutte mellem fingrene, og at man på de dage har brug for en hjemmebagt kage og et par landsmænd, der kan nikke genkendende og indforstået til ens viderværdigheder. For dem er der også rigeligt af i Paris. 

Derfor vil jeg benytte dette – mit sidste, lille talerum på spalterne her i Frederikskirkens kirkeblad – til at sige tak for al den hjertevarme, som jeg har fået og er blevet mødt med både før og gennem min tid som ungdomsrådgiver. Jeg har forsøgt at give den videre - så meget, som jeg overhovedet har kunnet formå - blandt andet gennem mit arbejde med de unge og de alleryngste i onsdagsskolen. Og jeg har lært meget på halvandet år; alt fra hvordan man opretter en webshop, undgår at bytte rundt på salmenumre, renser et fadølsanlæg, prissætter en ål, anlægger et urtebed til hvad en stjerne mon kan koste, som jeg i øvrigt måtte google mig frem til, efter at en elev havde spurgt mig i timen.  Jo, jeg har lært meget. Ikke så meget om urtebede og ål, men rigtig meget om hjertevarme. Til oktober giver jeg stafetten videre, som det er blevet gjort så mange gange før i kirkens historie. Nye kommer til, når andre går. For mit vedkommende går jeg kun fra det 8. til det 18. arrondissement, så jeg skal ikke så langt. For pludselig er det halve år, som jeg troede, at jeg skulle tilbringe i byen, blevet til tre, og nu ser jeg glædeligt frem til fire, ti eller syvogfyrre mere. For ligesom Karen Blixen skulle have udtalt efter at være landet på en farm i Kenya midt i det afrikanske højland og ”indåndede et vildt håb, som vinger”: Nu er jeg der, hvor jeg skal være. Og som Benny Andersen også har luret, kan man ikke sjuske med lykken.

Tak for nu, un grand merci et bonne rentrée !

 

PS. En stjerne kan fås helt ned til 19,55€.