Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Beretning fra une jeune fille au pair #2

Beretning fra une jeune fille au pair #2
Udgivet af Frederikskirken Paris, man d. 22. mar 2021, kl. 19:23
Aktuelt

Helena er dansk au pair i Paris og den næste i rækken til at dele sine oplevelser og erfaringer fra den franske hovedstad under Covid-19. Hun har skrevet et indlæg om, hvordan det er at bo i lysenes by i et år, hvor lysene mange steder gik ud eller helt forblev slukket: 

Jeg har hele mit liv rejst i Frankrig, og herunder selvfølgelig også Paris. Først på ferier med familien, og senere sammen med venner eller på soloture. Jeg synes selv, at jeg efterhånden kender denne by ret godt - alle turistattraktionerne er i hvertfald tjekket af på listen, både de mest kendte af dem, men også de lidt mindre omtalte. Men Paris har jo altid mere at byde på, og at bo i denne fantastiske by har altid været en drøm for mig.

I 2020 lagde Covid-19 hele verden ned. Det var måske knap så ideelt et tidspunkt at tage på eventyr. Men det skulle da ikke stoppe mig, så i september flyttede jeg fra Danmark til Paris. Jeg arbejder nu som au pair, og bor i eget studio. Og jeg er helt vild med det. Når jeg går ud af min gadedør, står jeg mellem flotte gamle Haussmann-bygninger. Bageren ved, hvad jeg skal have, når jeg træder ind ad døren, og slagteren hjælper gerne med at finde frem til den udskæring, jeg har brug for. Når jeg træder ind i min foretrukne charcuterie-forretning, spørger ejeren ind til hvordan tingene står til i Danmark. Folk er venlige og interesserede og åbne. Godt nok er vi adskilt af plexiglas, og vi bærer alle maske nu, men det har man vænnet sig til. Det er bare sådan, tingene er lige nu.

Heldigvis er vi ikke i lockdown lige nu. I november, da alting lukkede ned med kort varsel, var vi pludselig rigtig begrænsede. Sådan er det ikke længere. Jeg har lov til at være ude længere end en time om dagen, og jeg behøver ikke holde mig indenfor 1 km fra min adresse. Og jeg kan i øvrigt handle i næsten alle butikker. Så længe jeg er hjemme før kl 18, når spærretiden begynder. Og dog... for der er faktisk rigtig mange undtagelser til denne regel. I ugens løb, når jeg tager fra den familie, jeg arbejder for, skal jeg blot huske at udfylde min officielle attest, og så er der ingen, der siger noget til at jeg først begiver mig hjemad kl 20.

At leve i Paris er nok for mange lidt et glansbillede. At slentre rundt i de parisiske gader, baguette under armen; at sidde på en fortovscafe og kigge på mennesker hele dagen; at møde og tale med de lokale... Det er desværre bare ikke alle disse ting der er mulige helt på samme måde under den nuværende situation. Næh, livet i Paris er anderledes lige nu - som det nok er i det meste af verden.

Under nedlukning og udgangsforbud kunne man virkelig mærke, at i Paris, der bor man tæt. Når alle er hjemme næsten hele tiden, så giver det at bo i en bygning, hvor man kan høre andre, en del indsigt i ens naboer. Det er rigtig hyggeligt at følge med i, hvordan den ældre herre, i vinduet over for mit, passer alle de planter, han har i sin altankasse. Jeg kan også tit høre en lille pige synge et eller andet sted i opgangen. Kønt lyder det ikke, men det er da meget kært. Der er med andre ord gode muligheder for at følge med i, hvad især ens naboer foretager sig på alle døgnets timer.

På sin vis klarer franskmændene egentlig de nye forhold ret godt. På den anden side er de også bare mennesker og enkelte situationer giver måske et meget godt billede på, hvor dårlige de også kan være til at huske hinanden på restriktionerne. Når jeg skal hente børn om eftermiddagen, står folk virkelig tæt pakket ude foran skolen. Der er virkelig ikke overholdt nogle krav eller anbefalinger om afstand her. Mødrene, der alle lader til at kende hinanden, sænker maskerne for at kindkysse og fortsætter derefter med at sludre - stadig med sænkede masker. Når jeg kommer hjem med børnene fra skole, skal vi selvfølgelig vaske hænder efter at have været udenfor, men for dem betyder det blot lige at tage lidt håndsprit på. Folk holder stadig soirées, hvor de mødes langt flere, end hvad der anbefales, og mødes på gaden til apéros, hvor de står tæt pakket og drikker fadøl på fortovet. 

At vi lever under restriktioner i øjeblikket, er dog ikke kun negativt, synes jeg. Nej, vi kan ikke komme på museum, sidde på en fortovscafé med en veninde eller besøge alle attraktionerne på vores liste. Men det er jo blot en invitation til at finde på nye måder at se og opleve byen på. Og Paris er propfyldt med ‘museer’ under åben himmel, såsom markeder, parker og pladser, ja endda kirkegårde. Der er rig mulighed for lange gåture, gode snakke og nye oplevelser,og uden turister er der luft og rigeligt med plads til at nyde byen; man kan jo stadig stå tidligt op og se solopgang fra Place du Trocadéro eller finde en park om eftermiddagen og være tilskuer, når en flok gamle mænd holder pétanque-turnering.

Så fremfor at ærgre mig over, at jeg ikke kan sætte mig på den lille hyggelige cafe, vælger jeg i stedet at købe kaffe à emporter, og så finder jeg bare en bænk i en solstråle eller en plads ved vandet - og det kan altså også noget! Det kan man jo også se på alle de Parisere, der er trækker luft - endda helt til klokken 19 - i øjeblikket...



skrevet af Helena Dreier