Udgivet man d. 20. feb 2017, kl. 17:48

En personlig beretning

Tekst Mathilde Øster

Paris, 2015.

Jeg havde aldrig før været i Paris og kendte ingen i byen, så det var på mange måder angstprovokerende at lande alene i Charles de Gaulle lufthavn den sidste onsdag i august 2015. Men trods eksplosionen af sommerfugle havde jeg en altoverskyggende følelse af frihed. Alle muligheder lå åbne, og det var bare om at komme i gang. 

Efter et nervepirrende møde med børnene og 5 dage som soloturist, tog jeg til årets første tirsdagsaften i Frederikskirken. Mine forventninger var ikke ret høje, trængte mest af alt til at høre lidt danske stemmer. Det var derfor ret overvældende at blive mødt af et rum fyldt med piger som jeg selv. Samme alder, danske og med samme lettede udtryk i ansigtet... Jeg var ikke alene. Tværtimod lod det til, at Paris var fyldt med unge, og mange af dem danske. En positiv overraskelse som kun er blevet bedre med tiden. Den følgende lørdag var der aupair-frokost og ugen efter velkomstmiddag. Der gik altså ikke langt tid, før jeg var udstyret med en helt flok af nye venner

Siden da har jeg besøgt kirken jævnligt, og jeg kommer stadig til de fleste tirsdagsaftner. For hvad end man mangler af hjælp til i junglen af mobilabonnementer, gode råd til ulvetimen eller blot har brug for snakke dansk, så er kirken et godt sted. Lidt som en kattelem til kaffe og hjemlig hygge. 

Publikummet er blandet og meget afhængigt aftenens program, så der er god mulighed for at møde forskellige typer og folk i alle aldre. Alt i alt så er Frederikskirken en platform for sociale relationer, udveksling af erfaring med alt fra museer til god kaffe og sidst men ikke mindst, så er der en tryghed i, at man aldrig er helt alene.

Kategorier Ung i Paris